læs op hjælp a-å sitemap kontakt om skive.dk

Stafetloggens formål

Dokumentation - Samarbejde - Gode overgange

Dokumentation:

Stafetloggen er en tids- og indholdsmæssig dokumentation af initiativer og trufne beslutninger. 

Samarbejde:

Stafetloggen sikrer klarhed over, hvem der i de forskellige faser af det samlede forløb har forpligtelsen til at tage initiativ til og ansvaret for at sikre koordinering af og fremdrift i den tværfaglige indsats.  

Gode overgange:

Stafetloggen samler den faglige viden og de initiativer, der er sat i gang omkring barnet og familien over tid. Dermed er stafetloggen et helt centralt redskab i overgangene.

At arbejde med stafetloggen er en anledning til løbende at reflektere over indsatsen og den tværfaglige koordinering og opfølgning. 

Stafetloggen bliver dermed et betydeligt redskab til at inddrage forældrene og sikre, at ansvaret for barnet og ejerskabet i forhold til de indsatser, der iværksættes, i videst muligt omfang fastholdes hos forældrene. 

Stafetloggen kan med fordel udarbejdes i et tæt samarbejde med forældrene. Forældrene og barnet skal altid have mulighed for at læse stafetloggen og dermed have mulighed for hele tiden at følge med i forløbet, i de beslutninger, der træffes, og de initiativer, der iværksættes.

Det er vigtigt, at forældrene og barnet oplever stafetloggen som den aftale, der er om indsatsen i forhold til barnet og familien. Herved sikres også, at de professionelle ser problemstillinger og indsatsmuligheder i familiens perspektiv, og at de professionelle formulerer sig i et sprog, der er forståeligt for familien.

Stafetloggen har endvidere til formål at virke som en slags handlevejledning, hvor faste punkter medvirker til at sikre, at væsentlige overvejelser bliver gjort og fastholdt.

Dermed bidrager stafetloggen til at sikre:

o         At der træffes gode og bæredygtige beslutninger, der inddrager og har forankring blandt de involverede aktører, og som konkretiseres i planer for den tværfaglige indsats.

o         At den planlagte koordinering gennemføres, idet der til enhver tid udpeges én ansvarlig for at følge barnet (ikke nødvendigvis stafetholder).

o         At der etableres og fastholdes en klar rolle-, ansvars- og kompetencefordeling i beslutningen og ved implementeringen.

o         At der skabes et samlet grundlag for orientering af aktører omkring barnet, som ikke selv har været involveret i koordinerings- og beslutningsprocessen, men som vurderes at kunne have gavn af at kende til de andre aktørers indsats og rollefordeling.

Stafetloggen dokumenterer forløbet omkring barnet, idet beslutningsprocessen og beslutninger dokumenteres løbende i stafetloggen. Dermed skabes et samlet grundlag for efterfølgende at formidle beslutningerne til relevante interessenter og for løbende at foretage opfølgning, at revurdere og at justere indsatsen.

Stafetloggen er ikke et alternativ til eller en gentagelse af den sædvanlige udarbejdelse af f.eks. handlingsplaner inden for eget fagområde, men derimod et supplement, der sikrer, at tiltag inden for eget fagområde er afstemt og koordineret med andre fagområders initiativer.

 

5. august 2010 - Skive Kommune
Skive Kommune • Torvegade 10 • 7800 Skive • Tlf. 99155500 • sk@skivekommune.dkÅbningstider m.m. • EAN-numre