Lægebehandling i udlandet
Relaterede links
Her finder du oplysning om lægebehandling i udlandet
Den offentlige rejsesygesikring dækker fra 1. januar 2008 kun udgifter til lægebehandling i EU, Færøerne, Grønland, Schweiz, Norge og en række små europæiske stater.Du er altså ikke længere dækket af rejsesygesikringen på rejser til for eksempel Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Libanon, Tunesien, Rusland, Marokko og Israel.
Følgende lande vil pr. 1. januar 2008 være omfattet af rejsesygesikringen:
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten.
Den offentlige rejsesygesikring dækker udgifter i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald, der er opstået i den første måned af rejsen. Det vil i praksis sige, at hvis rejsen starter den 20. i en måned, er du dækket til den 19. i den efterfølgende måned.
Hjemtransport
Fra den 1. januar 2008 skal du selv betale alle omkostninger til hjemrejse, der skyldes sygdom og ulykker, bortset fra rejser på Færøerne og Grønland. Hjemtransporten fra de to lande skal være ordineret af SOS´s læge. SOS International er den virksomhed, der administrerer rejsesygesikringen fra 1. januar 2008.
Hvis man bliver syg eller kommer til skade i Finland, Island, Norge og Sverige, kan man også få dækket merudgifter til hjemtransport. Det skyldes en særlig aftale mellem de nordiske lande. Hjemtransporten skal være ordineret af en læge.
I tilfælde af død dækkes hjemtransport i hele rejsesygesikringens dækningsområde.
Læs de samlede regler, der gælder fra 1. januar 2008, under de relaterede links.
Du skal tegne en privat forsikring, hvis du ønsker at være dækket udenfor rejsesygesikringens nye dækningsområde eller være sikret hjemtransport i tilfælde af sygdom eller ulykke.
På SOS Internationals hjemmeside om den offentlige rejsesygesikring finder du skadesanmeldelse, skema til medicinsk forhåndsvurdering, klagevejledning og yderligere information.
