læs op hjælp a-å sitemap kontakt om skive.dk

Vi går efter RENT LIV

Skive – det er RENT LIV. Sådan lyder Skiveegnens nye slogan, som vil blive markeret med en event på Skive Havn d. 17. september.

Skive har noget særligt. Kort fortalt handler det om fjorden, det aktive liv, de gode fødevareoplevelser og den bæredygtige energi. Tilsammen giver disse fire elementer RENT LIV, og det er dét budskab, Skive fremover vil bruge til at brande egnen.
- RENT LIV skal forstås som et pejlemærke, altså en retning, som vi kan styre efter. Det er ikke en fuldstændig og færdig størrelse, men et vigtigt fundament, som vi skal raffinere, udbygge og blive endnu bedre til at arbejde med og fortælle om, siger Per Mathiasen, kommunaldirektør i Skive Kommune.

Vigtigt redskab
RENT LIV er blevet defineret i Skive Kommunens nye brandingstrategi, som er et vigtigt redskab, der skal være med til at løse nogle af de økonomiske udfordringer, Skive står overfor. Målet er, at brandingen skal medvirke til at udbrede kendskabet til egnens gode sider og på den måde tiltrække flere nye borgere og turister.
- Det er ikke, fordi jeg tror, at når folk i København hører om RENT LIV, så smider de alt, hvad de har i hænderne og flytter hertil, men når nogen står i den situation, at de skal flytte til området, så kan brandingen føre til, at valget falder på lige netop Skive. Fordi de ved, at her er der blåt og grønt og højt til himlen, her har de muligheden for et godt og aktivt liv, samtidig med tid, ro og rum til fordybelse, siger Per Mathiasen.

Autentisk brand
Det er vigtigt for kommunaldirektøren at understrege, at RENT LIV hverken er ren reklame, eller en opfindelse af noget smart og nyt.
- Jeg møder folk, som forventer, at vi nu kommer med et eller andet stort stunt, som skal sælge vores egn. Det gør vi ikke. I stedet har vi kigget ordentligt efter; hvad er det, der allerede i dag er vores styrker? Hvordan kan vi bruge dem til at gøre os endnu stærkere? Vi er gået efter, at vores brand skal være en autentisk del af vores identitet, og dér mener vi, at RENT LIV rammer plet, siger Per Mathiasen.

Flere aspekter
Kommunaldirektøren oplever, at folk på egnen faktisk nikker genkendende til, at de har et RENT LIV.
- De mennesker, jeg har talt med, skal lige smage på ordene første gang, de hører dem. Men der går ikke ret længe, før de begynder at danne billeder, som de synes passer til det liv, de har. Og selv om billederne ikke nødvendigvis er præcis de samme hos alle, så synes de faktisk, at RENT LIV er en god og rigtig beskrivelse af Skiveegnen, fortæller Per Mathiasen, der ser det som klart positivt, at folk tolker RENT LIV forskelligt.
- Jeg ser det som en styrke, at det indeholder flere forskellige facetter og dimensioner, så man kan bruge det i mange sammenhænge og skabe individuelle, positive oplevelser. Mennesker er jo heldigvis forskellige, det gælder også dem, som vi gerne vil have til at flytte hertil, siger kommunaldirektøren.

Lokale kræfter
Netop bredden i RENT LIV er en vigtig del af brandingen. Og tanken er, at hele egnen kan bruge RENT LIV i deres markedsføring, dér hvor budskabet passer ind i sammenhængen. RENT LIV er altså ikke udelukkende et kommunalt projekt, og Skive Kommune arbejder i øjeblikket med at skabe lokal forankring hos en lang række af egnens aktører.
- Vi går efter at samle de lokale kræfter - både private virksomheder, frivillige organisationer, ildsjælene, m.fl.. Hvis vi står sammen om at brande vores egn og sammen spreder det fælles budskab; at Skive er kendetegnet ved RENT LIV, mener jeg vi har en rigtig god chance for at brænde igennem, siger kommunaldirektøren, der ser borgere og virksomheder som bærende kræfter i brandingen.
- Ejerskab og inddragelse er vigtigt, og jeg har meget stor tiltro til lokalsamfundene. Der er virkelig nogle ildsjæle rundt omkring i kommunen, som arbejder seriøst på at skabe udvikling. Det gør en stor forskel at få dem med, siger Per Mathiasen. 

Skive Kommune • Torvegade 10 • 7800 Skive • Tlf. 99155500 • sk@skivekommune.dkÅbningstider m.m. • EAN-numre