Fur - Knude Klint
Kystklinterne på nordkysten af Fur er meget høje - enkelte omkring 30 m - og de regnes for nogle af de smukkeste af Limfjordens mange kystklinter.
I klinterne ses vekslende lag af lyst moler og mørk vulkansk aske. Disse lag står i nogle dele af klinterne lodret, medens de i andre dele er stærkt sammenfoldede og undertiden revet over. Man ser i disse klinter hele moler- og askeserien, idet man både har de øvre dele af serien, som kendes fra andre lokaliteter i Limfjordsområdet, og de nedre og allernederste lag i askeserien. De nedre lag kendes kun fra nogle få lokaliteter, og de allernederste er kun kendt fra denne lokalitet.
Knudeklint er fredet med det formål at sikre et videnskabeligt og landskabeligt værdifuldt område.
Der er en afmærket sti, hvor man kommer forbi Knude Klint på stranden, se i Skov- og Naturstyrelsens folder (link), hvor man også kan læse meget mere om Fur.
Klik her for at se fredningskendelsen:


