læs op hjælp a-å sitemap kontakt om skive.dk

Etablering og oprensning af søer

Anlæggelse eller oprensning af en sø er stort indgreb i landskabet og kræver næsten altid tilladelse fra kommunen.

Du kan bruge ansøgningsskemaet i linkboksen til højre, hvis du ønsker at etablere en ny sø eller at oprense en eksisterende sø. 

Det er muligt at få tilskud til etablering af søer på minimum 600 kvm. Læs mere om det på Naturstyrelsens hjemmeside, som du kan finde ved at klikke i linkboksen til højre.

 

Gode råd, hvis du ønsker at anlægge en ny sø

Den gode sø
Den gode sø har god vandkvalitet og et rigt liv med smådyr, der giver føde til fugle og fisk. Den gode sø anlægges, så der tages hensyn til anden natur og til landskabet. Kunstige søer kan f.eks. graves i fugtige lavninger, i eller ved dyrkede marker, i tilgroede tørvegrave og på lavtliggende arealer.

Kunstige søer skal undgås i vandløb og kildevæld, i visse typer af moser samt i større åbne dale. Hvis du følger de råd, der er nævnt nedenfor, vil du få en god sø, der tilfører naturen nye værdier.

Størrelse
Vandfladen skal helst være så stor som muligt, helst over 1000 kvm. Men mindre småsøer har også stor værdi, især for padder. Grav nogle prøvehuller og følg vandstandens svingninger året igennem. Kontroller, om der er vandstandsende lag, der måske vil blive ødelagt ved gravning.

Form
Søens form skal følge terrænet. Søbredden skal bugte sig, så der opstår småvige.

Dybde
Søen skal have en dybde i den centrale del på mindst 1,5-2 m. Det er normalt nok til at søen aldrig bundfryser og tilgroning undgås. Bredderne skal være jævnt skrånende, som hovedregel 1:5, hvis der graves i stabile materialer, der ikke flyder ud.

Ø i søen
En ø kan f.eks anlægges i den ene side af søen, og den skal gå jævnt over i det fladvandede område. Øen skal kun gå ganske få cm over vandoverfladen. Andehuse er unødvendige. Hvis man absolut vil lave et redeskjul, laves det bedst af nogle sten camoufleret med græstørv og kvas. I søer mindre end 1000 kvm bør der ikke anlægges øer. En ø optager megen plads og vanddybden bliver derved for ringe. Et par store sten er glimrende soveøer for fugle.

Fladvand
Søen afsluttes med ganske lavvandede partier på 1-3 meters bredde. En and, der snadrer efter føde, skal her kunne nå bunden med næbbet. De lavvandede områder bliver søens "spisekammer", da mange af smådyrene i en sø lever en stor del af deres liv her.

Ingen "voldanlæg"
Det opgravede materiale skal jævnes ud eller fjernes. Hvis det ligger som en vold omkring søen, vil det forhindre naturlig oversvømmelse, og volden vil oftest blive bevokset med brændenælder, tidsler osv. Det er vigtigt, at søen ved forårstid kan gå over sine bredder. En plantevækst af sump- og engplanter vil indfinde sig på disse fugtige bredder og afgrænse søen på en naturlig måde.

7. juni 2011 - Skive Kommune

Yderligere oplysninger

Ebbe Vang-Pedersen


Forstkandidat
Natur og Miljø
Teknisk Forvaltning
9915 6639
ebvp@skivekommune.dk

Yderligere oplysninger

Knud Rasmussen


Biolog
Natur og Miljø
Teknisk Forvaltning
9915 6638
knra@skivekommune.dk

Mere om etablering af søer...

Skive Kommune • Torvegade 10 • 7800 Skive • Tlf. 99155500 • sk@skivekommune.dkÅbningstider m.m. • EAN-numre